Den terapeutiske alliance omhandler kvaliteten af relationen mellem terapeut og klient samt kvaliteten af og enighed om målet for terapien. Der er solidt empirisk evidens for at den terapeutiske alliance er den faktor der har størst betydning for terapiens effekt. Den terapeutiske alliance har tre komponenter: Emotionel samklang mellem patient og terapeut, enighed om terapiens målsætninger og enighed om terapeutens og patientens opgaver i processen. En dygtig terapeut bør etablere en god alliance tidligt i processen og hvis ikke dette lykkes bør de hjælpe dig videre til en mere passende behandler [1].

 

Betyder det så at valget af terapiform er ligegyldigt? Nej, det gør det ikke. Det betyder blot, at du som klient ikke skal være bange for om dit forløb står eller falder med valget af terapiform. Det kan være en god idé at skrive til den psykolog du overvejer at starte ved, hvis du er i tvivl om hvorvidt deres tilgang kunne være noget for dig. Du er i øvrigt velkommen til at kontakte mig på PhilippaLund@proton.me hvis du er i tvivl om hvorvidt du kunne tænke dig at starte i et forløb ved mig – så vil jeg gøre mit bedste for at vejlede.

At arbejde nonpatologisk betyder at jeg ikke ser menneskers reaktioner som symptomer på sygdom. Med dette mener jeg, at jeg er traume- og kontekstorienteret uagtet hvordan et individs lidelse viser sig for omverden. Jeg har en bred vifte af klienter i forløb, ofte med det tilfælles at de ønsker at blive mødt med en nysgerrighed på deres historik og hvordan den har formet deres nuværende tanker og adfærdsmønstre uden at blive kaldt syg eller forstyrret.

 

Jeg følger verdenssundhedsorganisationens (WHO) nye retningslinjer der blev lanceret i 2025 [2]. De udgav en strategisk actionplan, der markerede et radikalt skift mod rettighedsbaserede og evidensdrevne mentale helbredspolitikker. De tog altså et radikalt skridt væk fra den biomedicinske model som man kender fra den klassiske psykiatri.

 

Til dagligt arbejder jeg også aktivistisk for borgeres rettigheder til at blive mødt nonpatologisk (såfremt man ønsker det). Jeg er medlem af Netværk for Nonpatologiserende Psykologi (NNPP [3]), laver nonpatologiske informationsvideoer på TikTok og Instagram og laver foredrag om stigmatisering og nonpatologi. Dertil har jeg også ageret nonpatologisk sparrepartner for Alternativet ved psykiatriforhandlingerne 2025.

 

 

Intersektionalitet er et begreb, der anerkender den indbyrdes forbindelse mellem identitetsmarkører som køn, race, seksualitet, kropskapabilitet, klasse og etnicitet. Det indebærer det at arbejde med, hvordan kombinationen af disse identiteter kan påvirke individets oplevelser af diskrimination og stigmatisering. Dette sker som en konsekvens af de magtstrukturer og normer, der præger samfundet.
Intersektionalitet er et begreb der erkender, at en persons identitet og erfaring af marginalisering ikke kan simplificeres til en enkelt mangfoldighedsfaktor. I stedet anskuer man de forskellige identitetsmarkører som internt forbundne og gensidigt påvirkende [4]

 

Når jeg bruger et intersektionelt perspektiv i min praksis, betyder det, at jeg møder mine klienter med ydmyghed over for faktummet af at jeg ikke har personlig erfaring med hvordan det er at leve i de specifikke krydsfelter, som mine klienter lever i. Derfor udgør samtalerne også en udforskende proces, hvor klienten kan opnå øget bevidsthed om, hvordan de påvirkes af verden omkring dem gennem det at dele og instruere i deres unikke perspektiver.

 

 

Det er ikke muligt på forhånd at beskrive præcist hvordan den terapeutiske alliance, neurodiversitet, intersektionalitet og ACT redskaber vil forme specifikke forløb. Der er dog en vis metodik i måden jeg typisk vil tilgå en ny klient. Dette gør jeg for at finde ud af hvilke redskaber der vil være mest passende at anvende. Det absolut vigtigste for mig er dog, at mine klienter føler sig set, hørt og accepteret, hvilket derfor også er mit primære fokus i forløbet.

 

Et eksempel på et forløb
En klient der har svært ved at finde ud af hvorfor de ofte brænder ud i deres hverdag, vil måske have gavn af en grundig udforskning af de systemer som de indgår i, samt hvordan dette påvirker dem.
Måske viser det sig at deres problematik primært opstår pga. sensorisk overstimulering. I så fald kan det være oplagt at undersøge hvilke konkrete situationer disse opstår i samt om de forløses ved implementeringen af sensorisk afskærmning. Hvis dette gør sig gældende, vil forløbet typisk være kort, og der vil ikke være behov for længerevarende terapeutisk indsats.
Det kan også være at det viser sig at det er klientens tankemønstre der fylder meget – så kan ACT redskaber være meget gavnlige. Det terapeutiske forløb vil i dette tilfælde have et mere kognitivt fokus end førnævnte eksempel.
Det kan også være at det systemiske overblik i sig selv er forløsende hvis klienten er påvirket af mange stigmatiserende processer. Det kan være både forløsende og befriende, at få sat ord på det subtile, og derfor kan forløbet have en mere intersektionelt udforskende karakter.
Hvis klienten har en mere “rendyrket” stressproblematik, vil jeg typisk tage udgangspunkt i Bjarne Toftegaards redskaber til stresshåndtering. Denne er præget af at være meget struktureret og guidende – noget der kan være enormt trygt og effektivt for en klient der går igennem – eller vil forebygge – et stresssammenbrud.

 

Som illustreret er der ikke to forløb som er ens – ligesom at der heller ikke er to klienter eller to problemstillinger der er det.